Byrummet som fortælling i etableringen af en national identitet - Skopje 2014

Skopje 2014: et etnonationalistisk byfornyelsesprojekt i Nordmakedonien

I februar 2010 blev et stort byplanlægningsprojekt i Nordmakedoniens¹ hovedstad Skopje for første gang officielt præsenteret under titlen “Skopje 2014”. Projektet udsprang af den daværende højreorienterede VMRO-DPMNE regerings etnonationalistiske kulturpolitik, der havde til hensigt at styrke og genskabe nationen. Formålet med Skopje 2014 projektet var at hæve antallet af turister, der kom til Skopje, styrke makedonernes nationale identitet og ændre Nordmakedoniens nationale institutioner, udtalte daværende premierminister Nikola Gruevski i december 2015.² I alt blev der brugt 683.642.838 euro, lige knap 5,1 milliarder kroner, som en stor del af befolkningen syntes kunne have været brugt bedre. Det førte til protester, der for alvor startede, da det kom frem, at Nikola Gruevski havde fået den nordmakedonske efterretningstjeneste til at aflytte sine politiske modstandere. Befolkningens store frustrationer over den daværende regerings kulturpolitik udviklede sig i april 2016 til den Farverige Revolution, der spredte sig og kunne ses i hele landet på bygninger og monumenter. Store dele af Skopjes befolkning samledes for at kaste balloner fyldt med maling på bygninger og statuer fra Skopje 2014 projektet. Demonstranterne ønskede en kulturpolitik med plads til modsætninger og forskelligheder, og som skulle afspejle den almene borgers liv. Stort set alle monumenter, bygninger og statuer, der repræsenterede Skopje 2014, blev overmalet. Alt fra triumfbuen til parlamentsbygningen. Malingklatterne blev et symbol på vreden mod den daværende VMRO-DPMNE regering og Skopje 2014 projektet.

Skopje 2014 er blevet udskældt for at være kitch og for at skabe mere splittelse i et i forvejen splittet land. Der er en god blanding af etniciteter i Nordmakedonien. 25 % af befolkningen er albanere, og de fleste albanske nordmakedonere er muslimer modsat majoriteten af befolkningen, hvor 65 % er ortodokse kristne. Udover albanere er der i Nordmakedonien også en lille del tyrkere og romaer. I 2001 eskalerede konflikten mellem landets mindretal af albanere og majoriteten af slaviske nordmakedonere, og der blev med Ohrid-aftalen sat en stopper for de militære konfrontationer. Aftalen var med til at sikre bedre rettigheder til den albanske minoritet og opfordrede til deres inklusion i det nordmakedonske samfund. På trods af indgåelsen af Ohrid-aftalen forsvandt de politiske spændinger i landet ikke. Da VMRO-DPMNE regeringen kom til magten i 2006, voksede frustrationerne igen mellem regeringen, der repræsenterede de slaviske nordmakedonere, og det albanske mindretal i Nordmakedonien. Blandt andet blev der i 2002 bygget et 66 meter højt kors på toppen af bjerget Vodno på Skopjes sydside. Dette kors repræsenterede den kristne ortodokse befolkningsgruppe, det primært består af den slaviske majoritet af nordmakedonere. Den albanske minoritet byggede ligeledes nye moskeer og minareter, der havde til hensigt at markere deres områder, grænser og identitet. Som modsvar til korset blev der nogle år efter bygget en stor statue af den albanske frihedskæmper Gjergj Kastrioti Skenderbeg på den nordlige side af Skopje, hvor størstedelen af albanere i Skopje bor. Statuen blev produceret i Albanien og blev budt velkommen af en euforisk gruppe, der ventede på dens ankomst. Statuen vender symbolsk direkte mod det store kors på toppen af bjerget Vodno.

Foto: http://skopje2014.prizma.birn.eu.com

Byfornyelsesprojektet Skopje 2014 består af et stort antal bygninger, monumenter, skulpturer, broer, facader, pladser, parkeringskældre, fontæner og sågar en triumfbue i nyklassicistisk stil. Projektet er centraliseret i Skopjes bymidte og virker ekstremt og kitch i sit udtryk. Der er store statuer af historiske personer, som for eksempel Alexander den Store og hans far Philip 2. af Makedonien. Den 22 meter høje statue af Alexander den Store står på den centrale plads syd for floden Vardar og er det dyreste monument i projektet. Alexander den Store betyder meget for ekstreme nationalister i Nordmakedonien, der ikke mener, at nordmakedonere er slavere men derimod er direkte efterkommere af Alexander den Store. Alexander den Store symboliserer for mange nordmakedonere landets storhedstid i Alexander den Stores rige. Udover de interne konflikter har Nordmakedonien og Grækenland også længe haft konflikter. Oveni navnestriden om navnet Makedonien er kampen om, hvorvidt Alexander den Store var græker eller makedoner også en konflikt, Nordmakedonien har med sit naboland. Alexander den Store bliver af Nordmakedonien brugt som et magtfuldt symbol på at vise historisk og kulturel kontinuitet i landet. Han er et symbol på en storslået, homogen og selvkonsistent nation, der har rødder tilbage til 300 f.kr.

Mange af skulpturerne og monumenterne i Skopje 2014 er lavet af lokale upcoming kunstnere, der er blevet udvalgt i en konkurrence. Der har været meget kritik af de udemokratiske metoder i projektet, hvor befolkningen ikke har følt sig hørt. Kritikken lyder på, at regeringen har været døv over for kritik og forslag til ændringer, og at der ikke er blevet holdt en international konkurrence, der kunne tiltrække anerkendte internationale arkitekter, som der blev gjort tilbage i 1963, efter jordskælvet der ødelagde store dele af Skopje. Der har med Skopje 2014 manglet en reel demokratisk, offentlig diskussion af byrummets udformning, og dette på trods af VMRO-DPMNE regeringens forsøg på at vise hvor mangfoldigt, demokratisk og inkluderende projektet er, fordi det er almindelige borgere, udvalgt i konkurrencen, der har bidraget til Skopjes nye udseende.

Bygningerne i Skopje 2014 projektet er alle monumentale, hvilket giver en virkning af højtidelighed og magt. Nyklassicismens tempelstil er ofte benyttet i projektet med de kendetegnende søjler, trekantgavle og buer på bygningernes facader. Mange af bygningernes udsmykning er inspireret af andre kendte bygninger såsom Triumfbuen i Paris, Brandenburger Tor i Berlin og Det Hvide Hus i Washington. Græske mytologiske personer går igen og skaber en forbindelse til antikkens Grækenland og til Alexander den Store. Arkitekten bag Skopjes nye arkæologiske museum Slobodan Zivkovski udtrykker, at han ser en helt tydelig forbindelse mellem Alexander den Store og den vestlige civilisation.³ Ifølge Zivkovski udbredte Alexander den Store den klassicistiske stilart i halvfjerds byer, og den nyklassicistiske stilart, der udspringer af den klassicistiske stilart, er derfor knyttet til den vestlige civilisation.  Byfornyelsesprojektet giver mulighed for at skabe en ny historisk fortælling om Makedonien som nation: en ny begyndelse. Skopjes symbolske landskab er blevet ændret totalt, så man ikke længere kan fornemme hverken den jugoslaviske eller den osmanniske fortid. Med Skopje 2014 projektet forsøger regeringen at gemme de specifikke elementer af historien bort, som ikke anses særligt gunstige i skabelsen af en homogen slavisk nordmakedonsk identitet, der har rødder tilbage til Alexander den Store.

Etnonationalisme

Med Skopje 2014 projektet skabes et stort etnonationalistisk narrativ, der fremhæver den “rigtige” makedoner og ekskluderer landets minoriteter. Slår man ordet etnonationalisme op, står der at ordet indebærer en støtte til en bestemt etnisk gruppes politiske interesser, især gruppens nationale uafhængighed eller selvbestemmelse.⁴ Ifølge forskerne Oren Yiftachel og Asad Ghanem benytter etnokratiske regimer etnonationalisme som strategi, og de definerer etnokrati som et regime, der faciliterer en udvidelse, etnificering og kontrol af det dominerende etniske folks område og stat.⁵ Et centralt punkt i et etnokratisk regime er dets evne til at opretholde den etnonationalistiske gruppes dominans samtidig med at marginalisere eller udelukke minoriteter. Der differentieres mellem de, der er en del af den “historiske” eller “genetiske” nation, og de andre, hvis tilstedeværelse er afbildet som en historisk tilfældighed eller som en “fare” for den “historiske” gruppes sikkerhed og integritet. Skopje 2014 projektet er formuleret omkring et sæt symboler, traditioner og praksisser, der forstærker den dominerende slaviske nordmakedonske gruppes fortælling samt udelukker den albanske minoritet, og derfor kan det anses som et etnonationalistisk projekt. Hvem, der får lov at fortælle deres historie i bybilledet og hvem der ikke gør, siger meget om hvilke iboende magtdiskurser, der eksisterer i landet.

Det albanske parti DUI i Nordmakedonien påpegede i 2010 det problematiske ved, at Skopje 2014 projektet ignorerede den albanske historie og kun hædrede den slaviske nordmakedonske historie. Partiet nedtonede efterfølgende kritikken mod regeringen, efter at partiet fik penge til at opstille statuer af albanske helte og til Skenderbeg Pladsen på den modsatte side af floden. Symbolikken i at Skopje har to store pladser over for hinanden, der repræsenterer hver sin befolkningsgruppe, afspejler den tilspidsede kamp om, hvem der bliver repræsenteret i Skopjes byrum. Der er en klar agenda i de udvalgte monumenter og statuer i Skopje 2014 projektet, der favoriserer den slaviske majoritet af nordmakedonere i landet. Projektet er en diskrimination over for landets minoriteter, fordi det kun fremhæver og promoverer de værdier og den kultur, som tilhører den slaviske nordmakedonske befolkning. I stedet for at være et projekt der skal integrere folk i Makedonien, har projektet kickstartet en kamp om, hvem der har ret til at blive repræsenteret i bybilledet.

Foto: http://skopje2014.prizma.birn.eu.com

Et eksempel på den form for etnonationalisme, der er indlejret i Skopje 2014 projektet ses blandt andet i monumentet De Makedonske Forsvarere. Monumentet viser de slaviske nordmakedoneres kamp mod det albanske mindretal i Nordmakedonien i 2001. Monumentet ekskluderer den albanske minoritet i Nordmakedonien og deres kamp for flere rettigheder i landet. På monumentet er der indskrevet alle navnene på de slaviske nordmakedonske soldater, der døde, hvorimod de albanske soldater slet ikke bliver nævnt. Det ser ud til, at der med begrebet makedonere ikke menes alle borgere i Nordmakedonien, da kampen, der henvises til, foregik internt i Nordmakedonien. Monumentet fortæller, at det var de slaviske makedonere, der blev angrebet af albanerne. Essensen af konflikten og begge parters fortælling indfanges på ingen måde i dette monument. Etnonationalismen ses her i form af en tydelig opdeling af etniciteter, og den dominerende etnonationalistiske gruppe udvider sin kontrol over området ved at skabe sin egen fortælling af konflikten.

Et andet monument, der understreger den iboende etnonationalisme i Skopje 2014 projektet, er Makedoniens Faldne Helte. Monumentet er det mest kritiserede i Skopje 2014 projektet blandt andet på grund af ligheden med Brandenburger Tor, og fordi bronzestatuen af Prometheus blev klædt på efter en klage fra en anonym kvindelig NGO.⁶ Monumentet, der består af tre elementer tilsammen, er dedikeret til de faldne nordmakedonske helte. I hvilken kamp står der ikke noget om. Den første del skal symbolisere de levendes verden, den anden del er en passage, der fører til det tredje element, som symboliserer evigheden og gudernes verden. Prometheus står forrest med en fakkel, som han i den græske mytologi har stjålet fra guderne og blev straffet for. I det bagerste element, der symboliserer evigheden, står en 20 meter høj piedestal med sejrsgudinden Nike på.

Foto: http://skopje2014.prizma.birn.eu.com

Figurer fra den græske mytologi og den nyklassicistiske stil går igen for at underbygge narrativet om Alexander den Stores rige. Derudover er der i Skopje 2014 projektet mange ligheder med europæiske bygninger som f.eks. Brandenburger Tor, Triumfbuen, Rigsdagsbygningen i Berlin og Berlin Sejrssøjle. Heri kunne ligge en interesse i at fremstille et Europa-orienteret Nordmakedonien, da landet længe har kæmpet for at blive et EU-medlemsland. Den arkitektur der længe har præget bybilledet i Nordmakedonien er den jugoslaviske modernisme, der var en god blanding af de forskellige republikkers stilarter. Den arkitektur, der blev skabt under Josip Broz Titos styre i Jugoslavien, var en helt bevidst kontrast til de typiske bronzestatuer, der har været flittigt brugt i historien. Skopje 2014 projektet står i skarp kontrast til disse abstrakte, jugoslaviske monumenter, der ikke favoriserer etniske grupper. I modsætning hertil refererer Skopje 2014 projektets monumenter og statuer meget ofte til personer.

I Skopje 2014 projektet blev også Statuen af Moder Teresa opført, som underbygger de kristne værdier, der er dominerende i Skopje 2014 projektet. Hun står for barmhjertighed, renhed og som en missioner af kristendommens principper. Moder Teresa voksede op i 1910’erne i Skopje, dengang kaldet Uskup, i en albansk familie. Da det, at hun var albaner, ikke underbygger den store narrative fortælling om en homogen slavisk nordmakedonsk identitet, er det udeladt på hjemmesiden Skopje 2014 Uncovered, hvor hele projektet er beskrevet i mindste detalje.

De ovenstående eksempler på monumenter fra Skopje 2014 projektet viser hvordan, det ifølge professor Sharon Macdonald er typisk for moderne nationalstater at bygge deres identiteter op omkring en outsider-gruppe inden for nationen, i dette tilfælde det albanske mindretal.⁷ En nationalstats ydre orientering består i at definere sig som nation i relation til andre nationer, og den indre orientering handler om at identificere grupperinger inden for nationen, for eksempel grupperinger som “de rigtige os”/nordmakedonere i kontrast til “ikke os”/ikke nordmakedonere. Nordmakedonien har haft mange konflikter, der har udfordret landets identitet. Udover at have en konflikt med Grækenland, har Nordmakedonien også en konflikt med Bulgarien, der ikke accepterer det nordmakedonske sprog, som de mener er en bulgarsk dialekt. Endvidere anerkender Serbien ikke den nordmakedonske ortodokse kirkes selvstændighed. Nordmakedonien har siden landets selvstændighed i 1991, ifølge arkitekterne Milan Mijalkovic og Katharina Urbanek, haft brug for at finde en identitet, på trods af og måske netop i kraft af, at nabolandene har udfordret landets nationale identitet.⁸

Grunden til, at arkitekturen i Skopje 2014 afspejler en europæisk, nyklassicistisk stil, der har inspiration fra Antikken, er et forsøg på at skabe en ny etnonationalistisk fortælling om Nordmakedonien som en homogen nation, der har rødder tilbage til Alexander den Stores tid. Med andre ord en ny identitet som en stærk samlet nation, der er orienteret mod Europa og de kristne værdier. Fælles erindringer og fortællinger kan samle et land og skabe en følelse af en samlet identitet, men fordi etnonationalismen gennemsyrer Skopje 2014 projektet, er landet splittet yderligere. Ved at fokusere på én rigtig etnicitet i et land med mange etniciteter bliver fortællingen unuanceret og giver ikke plads til store dele af befolkningen i byrummet.

Erindringssteder

Begreberne erindring og erindringssteder er ikke-statiske begreber, der ændres gennem tid og er styret af sociale strukturer og diskurser i samfundet. Inge Adriansen skriver, at erindring er en vigtig del af en stats eller et individs selvopfattelse, og at fælles rum for erindringer er med til at udbrede forestillingen om en eksisterende fælles historiebevidsthed eller kollektiv erindring - det hun kalder erindringsfællesskaber.⁹ På den måde bliver erindringssteder en del af samfundets socio-kulturelle reproduktion. Et eksempel på et erindringssted, der har fået en ny betydning i et erindringsfællsskab på bare 100 år, er bygningen Officerernes Hus (Oficerski Dom) i Skopje.¹⁰ Denne gamle militærbygning blev bygget i 1920’erne under serbisk styre. Der hvor Officerernes Hus skulle bygges, lå Skopjes ældste moske Burmali Djamia, som blev revet ned, så det serbiske militær kunne få bygget militærbygningen. I 1963 blev bygningen ødelagt af et jordskælv, og i 2007 udtalte den daværende regering, at de ville rekonstruere den ikoniske bygning. I dag ses den gamle bygning som et lille stykke af det gamle Skopje, som mange folk har et nostalgisk forhold til og gerne vil have tilbage. Dette eksempel viser hvordan erindringssteder kan skifte betydning, da de skiftende diskurser i samfundet kan styre hvordan erindringssteder opfattes. Fra at bygningen engang har symboliseret serbisk besættelse, er den i dag inkorporeret som en del af Nordmakedoniens kulturarv fra den nostalgiske tid før jordskælvet ramte. Den fælles historiebevidsthed om monumentet har ændret sig, hvilket beviser, at historien kan konstrueres, ændres og redefineres gennem tid. Da de nationale monumenter er redskaber i skabelsen af den konstruerede historie, er de magtfulde og betydningsfulde for en regerings kulturpolitik.

Monumenter kan skabe et fælles rum for erindringer - såkaldte erindringssteder, som kan styrke en fælles historiebevidsthed eller erindring. Skopje 2014 projektet har således potentiale til at styrke befolkningens historiebevidsthed og fælles erindring ved at skabe en bestemt fortælling i arkitektur, monumenter og statuer i byrummet. Der er blevet bygget mange monumenter, kors, kirker og moskeer i Nordmakedonien, hvilket har været med til at adskille og afgrænse områderne mellem kristne og muslimer i Skopje. Opdelingen mellem etniciteter er meget tydelig i Skopjes byrum efter Skopje 2014. Tegn, symboler, bygninger, monumenter og statuer er blevet redskaber til at konstruere en idé om kollektive identiteter samt disses ret til bestemte områder. De to største befolkningsgrupper i Nordmakedonien, de slaviske nordmakedonere og albanerne, benytter disse redskaber i kampen om en slavisk nordmakedonsk eller en albansk identitet.

Skopje 2014 projektets forsøg på at udgive sig for at være demokratisk skaber spændinger. Ifølge Yiftachel og Ghanem skyldes spændingerne, at det etnokratiske regime udgiver sig for at være demokratisk ved formelt at give minoriteterne en lille smule politisk magt.¹¹ Men det er kun lige nok til at give minoriteterne en opfattelse af at have magt, hvilket aldrig helt er tilfredsstillende for minoriteterne. Sagt med andre ord vil der altid være spændinger og revner i den hegemoniske orden i et etnokratisk regime, fordi regeringen på den ene side vil forsøge at fordre demokrati og på den anden side nægte minoriteter lige rettigheder. Resultatet er ofte, at minoriteters modstand forstærkes, og der opstår inter-etniske konflikter, der er typiske for etnokratiske stater. Dette kan ses på de mange demonstrationer og den store utilfredshed, der har været i Makedonien de sidste tyve år.

Etnicitet og religion er i Skopje 2014 projektet blevet en vigtig identitetsmarkør i ønsket om at konstruere en kollektiv identitet, hvilket er med til at skabe splittelse og adskillelse blandt Skopjes befolkning frem for forsoning og en fællesskabsfølelse. Skopjes byrum og pladser bliver set som enten farlige eller velkomne, som steder der enten er loyale eller illoyale over for staten, som enten albansk eller slavisk nordmakedonsk territorium og som enten muslimsk eller kristent.¹² Der er en etnisk kamp i byrummet for at skabe et større Albanien eller et større Nordmakedonien. I Skopje 2014 projektet ses mest af alt forsøget på at skabe et større Nordmakedonien, da dette er VMRO-DPMNE regeringens ideologi og ønske for Nordmakedonien som land.

Udover at være udtryk for et slavisk nordmakedonsk etnokrati ses der i Skopje 2014 også et åbent etnokrati, fordi det udgiver sig for at være demokratisk, men i virkeligheden forsøger at fremme den dominerende gruppes magt. Set i lyset af Nordmakedoniens tidligere VMRO-DPMNE regering som værende et etnokratisk regime giver det god mening at forstå Skopje 2014 projektet som et etnonationalistisk projekt, der har til hensigt at skabe en homogen, lineær fortælling om et folk, et sprog og en nation, der assimileres til en fælles enhed - en slavisk nordmakedonsk identitet. VMRO-DPMNE regeringen har med Skopje 2014 haft til hensigt at skabe en social, kollektiv erindring i Skopje, der med statuer og monumenter af bestemte personer og bestemte begivenheder hylder de “rigtige” nordmakedonere. Fordi en stor del af befolkningen ikke kan identificere sig med statuerne og monumenterne i Skopje 2014 projektet har projektet ikke gjort det muligt at skabe et samlet erindringsfællesskab for hele Nordmakedonien, tværtimod har projektet skabt større splittelse.